Alfabøvset - 34 meters alfabetrim

"Bogen er tilpas vild og uregerlig til, at man ikke kan lade være med at holde af den." - Damián Arguimbau, Weekendavisen.

Alfabøvset er bøvsende glade børnerim, som bygger på alfabetet. For hvert bogstav, har familien Felumb Conrad, skrevet et skørt og skævt rim om et dyr der bøvser. Fortolket af Jørgen Eivind Hansen i et 34 meter langt maleri, kom alle de mangfoldige eksistenser fra rimene til live i Fælledparken i marts 2013. I en bidende, nærmest sarkastisk, kulde.

Projektet er tænkt og udviklet af Jesper Felumb Conrad, som aldrig har sluppet sin drengede glæde ved snart sagt alting - herunder bøvser. Det vil aldrig lykkes familien Felumb Conrad at lære de fire børn, at bøvser er uhøflige og ulækre, for ... de er jo bare også sjove. I det rette øjeblik, forstås. Med projektet ønsker familien at sprede glæde ved universets mange store og små skabninger og mysterier, og at inspirere børn til at lære at læse - bare fordi det er sjovt.

De 34 meters alfabetrim er efterfølgende blevet omformet til en gratis bog til iPad. Bogen er blevet til takket være Familiens kære Onkel Thomas (felumb.dk), som har fotograferet værket i Fælledparken, og dermed skabt bogens råmateriale. For at hvert rim kan nydes alene har vi klippet maleriet fri og placeret det på en sort baggrund; altså ikke rentegnet, farve-behandlet eller på anden vis ændret fra det oprindelige værk.

I slutningen af bogen kan du se et panoramafoto af hele værket, samt fire musikvideoer, der er produceret på baggrund af enkelte rim. Du kan også nyde de 4 videoer herunder.

God fornøjelse - Familien Felumb Conrad og Co.

Like Alfabøvset på Facebook - Så bliver vi så glade :)

Alfabøvset - Download bogen gratis - klik herFilmene er skabt af Thomas Felumb og sangene er skabt af  Naja With, på baggrund af Jørgen Eivind Hansens illustrationer af familien Felumb Conrads rim.