Gadens hårdeste hævn - en bog malet på byens vægge

”Med 'Gadens Hårdeste Hævn' er der tale om et kunstværk, der kommer sine tilskuere i møde, og sætter noget positivt i gang… Jeg er oprigtigt imponeret.”
– Kulturminister Marianne Jelved

Gadens Hårdeste Hævn er et eventyr om at træffe de rigtige valg i nogle af de situationer man kan blive stillet overfor som ung.

Takket være en række private borgere og Næstved Kommune, vil Næstved være den første by i Danmark der gør det muligt, at opleve skitserede brudstykker af en ungdomshistorie fortalt og malet direkte på væg.

Hver væg vil fortælle sin egen visuelle del af historien, og man vil ved hjælp af et infoskilt med QR kode på væggen få adgang til den musiske del af historien. Musikstykkerne er komponeret af DJ Phase 5 og fortalt af skuespilleren Karl Bille.

Skiltet kortlægger samtidig denne fortællende tur gennem byen - en tur der tager borgeren rundt på både kendte og mere ukendte sider af Næstved bymidte.

Folkene bag
Projektet er skabt af Big City Brains i samarbejde med Næstved Ungdomsskole.


Historien er skrevet og iscenesat af Steen Koerner, inspireret af Romeo & Julie, Westside Story, Beat Street og Wild Style. Rimene er skrevet af Clemens, og illustrationerne er skabt af CMP One og SWET. Phase 5 har produceret musik til bogen, som man kan få læst højt af skuespilleren Karl Bille.
 
Handlingen
Gadens Hårdeste Hævn er et eventyr om at træffe de rigtige valg i nogle af de situationer, man kan blive stillet overfor som ung. En historie om en ung mand og en kvinde, der forelsker sig på trods af forskelligheder. En historie om, hvordan de fra hver deres baggrund halser mod den tragiske slutning.
 
Malet på byens vægge
Illustrationerne i bogen består af graffitimalerier malet af CMP One og SWET på byens vægge i Næstved. Næstved Kommune støtter med projektet op om den urbane kunst og hiphop-miljøet i Næstved. Projektet er skabt af kunstnergruppen Big City Brains i samarbejde med Næstved Ungdomsskole.
 
Projektet er økonomisk støttet af Statens Kunstråd, Mærk Næstved og Næstved Ungdomsskole. 
 
Bogen udgives af forlaget GadenTaler. (Et sublabel til Familieforlaget)
 
EN GADEFORTÆLLING SOM GESAMTKUNSTWERK
 
”Jeg har altid drømt om at bruge historien om ”Romeo og Julie” i et af mine projekter,” siger electric boogiemesteren og teaterinstruktøren Steen Koerner, der er idémanden bag gadefortællingen ”Gadens Hårdeste Hævn”. ”Shakespeares udødelige klassiker om ”Romeo og Julie” er jo tidligere blevet transformeret til musicalen og filmen ”West Side Story”, der handler om bandekrig i New York i 1950’erne. Inspireret af de hip hop-film jeg så i min opvækst, har jeg bl.a. på et tidspunkt lavet et udkast til en hip hop-film omkring den tragiske kærlighedshistorie. Faktisk har jeg puslet med idéen om at lave noget over Romeo og Julie-temaet i over ti år.” 
 
Pludselig åbnede en mulighed sig gennem Steen Koerners samarbejde med Næstved Ungdomsskole og den internationalt anerkendte graffitikunstner CMP ONE.
 
Steen fortæller endvidere: ”Vi har tidligere arbejdet sammen om projekterne ”Moving City” og ”Levende By” i Næstved, hvor jeg underviste de unge i electric boogie både på stedet og via YouTube. For mig er der ingen forskel på, om jeg underviser unge i Næstved, Paris eller et andet sted. Og så opstod idéen til at omforme min Romeo og Julie-historie til den grafiske novelle ”Gadens Hårdeste Hævn”, der foregår i Næstved. Jeg ville gerne bruge historien til at komme ud i gaderne og benytte moderne teknologi, så man både kan høre musik og raptekster og se graffitien. Målet har netop været at komme ud på flere forskellige medieplatforme, så historien kan kommunikere med byens unge.”
 
Steen Koerner er i sit arbejde inspireret af både den tyske kunstskole Bauhaus og idéen om gesamtkunstwerk, hvor flere forskellige kunstarter forenes. Som stifter og medlem af kunstnergruppen Big City Brains arbejder han med koncept- og projektudvikling inden for en lang række kreative kunstformer, genrer og medier.
 
”Hip hop er jo en genre og kultur, der netop samler og forener en række forskellige kunstdiscipliner som dans, rap, graffiti og DJ’ing. ”Gadens Hårdeste Hævn” er et projekt, der foruden mig selv involverer graffitikunstnerne CMP ONE og Swet, DJ-musikeren Phase 5, tekstforfatteren og rapperen Clemens og skuespilleren Karl Bille. Mit håb er, at historien og projektet kan få de unge til at tænke sig lidt bedre om. Hovedbudskabet er: Træf de rigtige beslutninger – især når tonen bliver skarp, og den indre kriger banker på,” siger Steen Koerner.
 
Næstved Ungdomsskole og Big City Brains har med projektet Gadens Hårdeste Hævn sat sit præg på byen i bogstaveligste forstand med både billeder og ord på byens vægge, men også i folks bevidsthed, når de fantastiske indtryk fra kunstværkerne har mærket beskueren og den lyttende med sit på en gang voldsomme og følsomme udtryk. Gadens Hårdeste Hævn er et eventyr, der rummer den klassiske historie om kærlighed og genvordigheder, fortalt med nutidens unge som hovedpersoner i nutidens sprog og gennem udtryk, som rummer både følelser, ind-sigt og forståelse og har en kunstnerisk nerve, der kun kan afføde dyb respekt.
 
Billederne rammer os alle med en evne til at fortælle om gadens liv og leben, hvor detaljen i historien opleves gennem den enkle streg og den store fortælleglæde, der gennemsyrer disse kunstværker - og som Bruegel og Bosch har de evnen til at fortælle om det skjulte i nærværende billedudtryk.
 
Næstved Ungdomsskole sætter ambitiøse mål om at udvikle lokale talenter på det kunstneriske felt, og dette projekt er et fornemt bevis på, at denne ambition er mulig at indfri; hvor berigende ungdomskulturen kan komme til udtryk, og hvor talentfulde Næstveds unge er, når deres mange talenter imødekommes på et professionelt niveau.
 
Som ledere for Kultur- og Fritidsområdet og Skole- og Uddannelsesområdet er det med stor glæde, at vi kan præsentere dette resultat af et flot projekt, som vil give borgerne i Næstved mulighed for mange oplevelser i ord og billeder.
 
Tag en tur i byen og nyd dette eventyrlige værk, som denne bog giver en introduktion til. Glæd jer.
 
- Aase Schmidt, Skolechef
- Kim Christoffersen Dawartz, Kultur- og Fritidschef

Læs mere om projektet her

Køb bogen Gadens Hårdeste Hævn

Hør soundtracket til bogen. Musik af Phase 5, Speak af Karl Bille

 

Interview i P4

Pressemeddelser

Læs anmeldelser