Superhunden Max

Illustration: Richard Snerch
Illustration: Richard Snerch

Livsbekræftende: Anders Binau er ni år. Begge hans forældre har haft kræft og har overlevet. Nu har han skrevet en bog, som er kernen i »Hjertepakken« og er blevet omdelt til flere hospitaler rundt i landet.

Hørsholm: - Hej, jeg hedder Anders Binau, og jeg har skrevet denne bog. Jeg blev født i Danmark i 2004, har tre ældre søskende og to hunde. Jeg har skrevet noveller, siden jeg var fem år gammel, og jeg elsker også at spille guitar og dyrke sport. Da jeg var en baby, fik min mor kræft. Lykkeligvis overlevede hun. Da jeg mistede en ven, jeg gik i skole med, blev jeg også ked af det. Men jeg tror, han er et bedre sted nu, et sted hvor der ikke findes smerte. Jeg har skrevet denne bog, fordi jeg ønsker at give børnene en gave, når de besøger en person, de elsker, på hospitalet...

Sådan lyder forordet til den 22 sider illustrerede bog »Superhunden Max på eventyr. Bogen er kernen i »Hjertepakken« og er blevet omdelt til flere hospitaler i hele landet. Blandt andet til onkologisk afdeling på Hillerød Hospital, hvor den ni-årige drengs mor, Susan Binau lå, da hun var ramt af cancer og var i kemoterapi tilbage i 2006 og 2007.
Familien har i mange år boet i Hørsholm, men er nu flyttet til USA. Anders Binau har derfor skrevet bogen på engelsk, hvorefter den er blevet oversat til dansk.

- Jeg skrev Max bogen fordi jeg synes at børn, som er på hospitalet og er syge eller har en syg mor, far eller søskende skal  gøres gladere. Jeg tror, at super-hunden Max kan få smilet frem hos dem. Mange børn kan godt lide hunde, og superhunden har den evne (super-power), at han kan tale med børn og løbe stærkt, selvom han kun har tre ben. Jeg gav ham tre ben, fordi jeg mener, at mennesker, som mangler arm, ben, er blinde eller har andre handicaps, er lige så gode som alle andre, fortæller Anders Binau til Frederiksborg Amts Avis.
Han fortsætter: - Jeg tror, man kan meget mere, end man tror, også når man er syg. Både min mor og far har haft kræft, men heldigvis overlevede de. Derfor ville jeg gerne hjælpe min mor med at lave bogen til børnene, for min mor arbejder meget med at hjælpe mennesker, der skal dø og også deres børn. Det er godt. Voksne skal huske at tale med børnene og fortælle dem, når de er syge. Vi er ikke glade for, når vores forældre ikke fortæller os noget. Det bliver man bare mere bange af. Jeg håber at bogen vil hjælpe mange børn i fremtiden.

Moderen Susan Binau er naturligvis hamrende stolt over sønnens skriveri:
- Jeg var meget overrasket, da Anders kom med manuskriptet til bogen. Jeg troede, at min mand Alan havde hjulpet ham, men det havde han ikke. Anders havde skrevet bogen i al hemmelighed. Han har skrevet, siden han var fem år, men jeg vidste ikke, hvor meget plet han ramte med Max-bogen.
Susan Binau planlægger nu at udbygge sønnens bog til en række sorgbøger for 5-18-årige og skrevet med hjælp fra børn og unge, som har mistet.
- Bog-serien kan bruges ude i familierne  og som støtte i hjemmet. Der findes al for lidt hjælp til familier, der er ramt af svær sygdom og dødsfald. Børn er ensomme og føler sig isolerede, og de fortjener al den støtte, som vi kan give dem, så deres børneliv ikke sættes på stand-by. Jeg har brugt mange år på at udvikle støtteværktøjer, som kan bruges ude i hjemmene eller på hospitalerne. Jeg vil ikke lade hjælpen blive bremset af bureaukrati eller tunge beslutningsprocesser, understreger hun.

Superhunden Max på eventyr er udgivet af familieforlaget og til Anders Binaus tekst er der illustration af Richard Sznerch. Interesserede kan læse mere om Hjertepakken på hjemmesiden www.stfa.dk